Camilla W Collett

I de lange Nætter (udg: 1892)

- illustrere?

• Ved du hvad det vil sige at være søvnløs?
• men værre er det næsten endnu om Dagen at skulle omgaaes dem, som sove godt om Natten
• Friske folks søvnløshed hører hjemme blandt Chimærerne #fabelvesen   
• det er saa pinefuldt at være nær nogen, der lider af Tandpine, at man kunde ligesaagodt have den selv
• Søvnløshed, denne mørkets igle, der usynlig suger vor livskraft
• Hvem under os af Hjertet en Middagssøvn?
• Der hersker Frimureri mellem søvnløse
• I Alminnelighed ville de kendes paa noget febrilsk i Blikket
• Lod I Middagssøvnen fare, saa fik I nok sove om natten, hedder det
• Til Eder søvnløse kommer jeg nu i den tause Nat
• stiger jeg sakte hen til Eders Leie og sætter mig ved gjerdet
• Saa forteller jeg noget, traurigt og lystigt, hvad der kan falde sig.
• Ak, jeg holder allerede af Eder, som de bedste, de taknemligste Tilhørere, jeg nogensinde har havt.
• Var det virkelig oplevede Ting, saa klagede man over, at det var usandt...
• har jeg da jammerlig brudt mit Hoved med at digte noget op, saa har man beskyldt det for at være sandt, alfor sandt, ja man kjendte hver eneste Person igjen
• s17
• Intet liv er saa fattigt, saa armt paa Begivenheder, at der ikke skulle findes noget, der kunde due til Meddelelse
• I maa tage mig i Haand derpaa: at I ville tilgive mig, at jeg taler i Første Person Singularis
• jeg bliver en Slags Hovedperson i mine egne Oplevelser
• Beskedenhed er en priselig, en skøn, en klædelig Dyd
• Hvad den ene kalder Beskedenhed, synes den anden slet ikke er det
• I ville huske paa, at jeg har levet for lidet i Dalen og formeget paa disse Livets Skagastølstinder
• Hvor Tiden er gaaet!
• Til de sovende nedstiger Morgendrømmen, den lyseste, klareste og lykkeligste av alle Drømme
• s 23
• Masser av Brever og Papirer: Det var maaske værdt at ordne dem og forsøge paa at bringe noget helt ud deraf.
• Naar alle disse spredte Stykker sindrig føies sammen, hvad vil der komme ud deraf?
• Menneskeliv, ikke mærkeligt ved usædvanlige og  spændende Kombinationer af Begivenheder, men ved den Sjelens indre Glød, de fulde Hjerter, der banke deri
• Men, men! hvem skulde læse det! Jo, så ville jeg jo forsægle det...
• jeg mistvivlede altid om at faa udført dette uhyre Arbeide.
• Traaden, der gik gjennem det hele, var engang bleven plutselig afreven ligesom den undersøiske Telegrafstreng, der brast, netop som man drømte den stolteste drøm om at forene tvende Halvkugler.
•  Saa havde jeg længe opgivet det, det gik næsten i Glemme.
• Heldigvis er Livet et Eventyr, ja et Eventyr!
• tilsidst maa man ikke studse eller fortvivle over noget - ikke engang når man har tabt Traaden paa Bunden av Havet.
• En smuk Aften sidder du i Baad paa den blanke Fjord, hvor Fiskene hoppe i Sollyset. 
• Du lar dine Fingre legende glide gjennem de linde, friske grønne Vande, da griber du plutseligt noget, som du tror er en lang svaiende Tangstengel
•  . . . Kjere Venner, det er jo et Eventyr!
• . . . Jeg fandt Traaden, jeg fandt den plutselig, engang som jeg minst drømte derom, og nu skal jeg med Guds Hjælp bringe den over og knytte dem til Evighedens Strand
• Det er af dette storartede Verk, der først skal skrives, at jeg anteciperer enkelte Træk, hvortil jeg havde gjort et Slags Udkast.
• en Livsperiode, da jeg paa en Maade selv blev mig bevidst og begynte at leve
• Billeder fra min Barndom og tidlige Ungdom, som jeg nok uden Fare for Mistydning af den rette Tilhører freidig tør meddele.   
• De ere skrevet for mine Børn og min egen Samvittighed; De bære derfor Sandhedens evige Berettigelse i sig.
• tjene til at kaste et renere Skjær over nogle Karakterer og Forhold, der, hidtil kun seede i Offentlighedens grelle
• Jeg er den næstyngste af fem Søskende. . . Født i Christianssand den 23de Januar - ja Aarstallet vil jeg ikke sige.
• De kunde maaske synes at med den Alder maatte man skrive ganske anderledes sat og fornuftig og aldeles ikke lade Pennen dandse.
• Fra mine Barneaar i Christianssand har jeg endnu de klareste Erindringer
• Man kan tænke sig fjorten dage med fem smaa Børn ombord i en liden Skude.
• Hele Stranden var som oversaaet af den smukke hvidklokkede Saxifraga (+bilde)
• jeg sad midt i denne bølgende Eng i en Tilstand af stille Henrykkelse
• Inde i Hytten var Moder og Pigen beskjæftiget med at lave The og koge Fisk
• Dette blev sagt paa hans egne kategoriske Maade, der ikke fristede til Modsigelse
• Bettina Brebtano (bilde?) havde neppe skrevet sine plantestormende Breve, hadde hun hedt simpelthen Tina.
• Mangen en Tina, Stina havde fortjent et andet Navn, og vil altid føle ligesom noget uharmonisk, en Kløft mellem sig og Navnet
• Min Morfader Henrik Arnoldus Thaulow var en Kunstelsker og Skjønner, han malede selv Dyre- og Krigsscener
• I det hele taget er min Moders Familie af Temparament sangvinsk-kolerisk, erotisk, godmodig og ureflekteret
• Mine Forældre fandt ikke Virkeligheden i sit nye Hjem saa fortryllende, som dere Fantasi havde udmalet sig den.
• Vi holdt af ham, vi beilede til et Smil, et Bifaldstegn, men hans Person indgød os ikke desmindre meget Frykt.
• Ve den, som ikke holdt Bordskik, som enten kom for sent eller i en eller anden Ting stødte an mod Ceremoniellet.
• Barnekammeret laa udenfor Faders Værelser ovenpaa, saa han havde os rigtigt under Opsigt
• I Baggrunden thronede en vældig svært Jupiter i Bronze ligesom en Gud i et Tempel.
• envidere fandtes Krucifix, Timeglas, et Staffeli, Glober, Modeller til Allehaande, Tegneapparater, hans violin  
• altsammen opsat i den uryggeligste, aldrig afstøvede Orden, syntes, ligesom fængslet i en tuindaarig Søvn
• En grøn Papegøie sad ubevægelig paa sin Stang, som om den også var forstenet, eller ventede paa at blive det.
• Det dunkleste blev forstaaeligt, det tørreste interessant og belærende, naar han foredrog det for os, og bagefter sporede vi aldrig Træthed
• vi syntes blot vi havde moret os
• Han kom aldrig hjem fra nogen Reise, uden at han medbragte noget til Husets Forskønnelse og Komfort.
• Mor, og hendes renere, lysere Smag, vidste at ordne disse ofte uensartede Ting og udbrede Harmoni og Hygge over det hele.
• En Gratulationsskrivelse, især hvis vi formaaede at sætte den på Rim, en Tegning eller andet Arbeide gjorde ham meget lykkelig.
• Også Gudstjenesten søgte Fader at give et mere festligt Præg.
• Han arbeidede meget for at rense Sangen og indføre Orden og Stillhed i Kirken.
• Naar Aaret havde været godt og Indhøstningen var end, blev det holdt en Takkefest.
• Kirken var smykket med broget Løv og Blomster
• en Kantate, som han havde komponeret med en uendelig Møie og Taalmodighed instuderet med Bondepigerne og Sognets diverse musikalske Individer.
• Fra et kritisk Standpunkt maatte denne Præstation naturligvis ikke bedømmes, men Tiden var naiv dengang
• Ubeskrivelig var den Ømhed han viste, naar der feilede os noget.
• Han vaagede med os, han kunde sidde utrættelig foran vor Seng og fortælle og synge for os med sin smukke, kraftige Stemme.
• Det selskabelige Talent, han med Rette var bekjendt for fra sine unge Dage i Christianssand, udfoldede sig . . .
• det glimtede endog gjennem hans sidste Aars mørke Melankoli.
• Ingen kunde elskværdigere oplive et Selskab end han.
• Ensomheden, denne langsomme Forgifter 
• thi man vil dog forgjeves tænke paa at undfly Menneskene 
• den hang han havde til at systematisere og theoretisere Alting.
• Det gik som man kunde vente: Det virkelige liv blev ham mere og mere fremmed
• Fænomenerne vilde slet ikke passe i hans Systemer
• Hvor denne Godhed blev misbrugt!
• Hvor han blev bedraget, du milde Gud, hvor han blev bedraget!
• Og han blev altid lige overrasket.
• Med denne sidste Illusion brød hans Kraft sammen, og han sank ikke længe efter i Graven.
• s44
• De Huslærere vi havde, bleve altid omhyggelig valgte blandt de mindst udugelige og mindst ulidelige Subjekter
• Personer, som paa en eller anden Maade vare strandede i Verden, der oppofrede for dette Kald.
• De mest pedantiske af dem gjaldt for at være de bedste og paalideligste, og der laa jo unegtelig en Slags Garanti deri
• Hvis jeg vilde fortælle alle de Scener, som vore Huslærere gave Anledning til, saa fik jeg nok at gøre
• i slige Vidløftigheder tør jeg jo ikke tabe mig
• vi pugede ogsaa diverse Bøger, der egentlig laa for høit for vor spæde Opfatningsevne.
• Saaledes en Bog, betitlet Forstands- og Tankelære, som jeg kan forsikre idemindste paa mig var aldeles spildt
• hvad Resultater den kan have efterladt i mine Brødres stærkere Hjerner kan jeg ikke vide.
• Endnu gyser jeg, naar jeg tænker paa et Verk, som hedte Dolz´s Anstandsregler (bilde?), hvoraf man lærte Høflighed
• Det var en ulykkelig Bog
• mange af de Medmennesker, som man siden støder paa, slet ikke have læst Dolz`s Høflighedsregler.
• Havde man nu ikke selv puget den engang, saa savnede man det maaske mindre.
• Dertil kom, at vi læste den med en Huslærer, der var en levende Illustration til Verket, saafremt pedantisk, stiv, i yderste Maade ceremoniel gammel Skrue kunde være det    
• Hr. Skatmand, hed denne Skat
• Skal jeg ligne Hr. Skatmand ved noget, da maatte det være en Messingildtang
• Ved hele hans Atmosfære var der noget irret, metalaktigt, der virkede besynderligt ubehagelig.
• Man havde aldrig seet ham smile eller le.
• Han vilde blandt andet indføre den Skik, at naar Skolen endte om Dagen, skulde mine Brødre gøre en dybt Skrabud 
•  Han havde udtrykkelig holdt Øye med mig i Speilet, og jeg saa ham blot reise sig i fuld Vrede, inden jeg satte afsted. . .
• 
  
  •  intil jeg med et Skrig styrtede ind i Stuen
  • Vi havde en meget lattermild Husjomfru
  • Naar hun sad til Bords, var hun ogsaa ofte i det pinligste Knibe
  •  Engang havde hun ganske uden at tænke noget derved dannet et Profil af et Stykke Brød
  • Dyrekerlighed var forresten et Hovedtræk i Familien: paa Gaarden vrimlede der af alskens befjedrede og firbenede
  • Mor fodrede hver Dag Henriks Brune fra sit Vindu
  • Katte holdt jeg mest af, jeg havde altid en Kjælekat, der fulgte mig overalt endog ude, når jeg spaserede.
  • Katten er et miskendt dyr
  • Det er sandt, den har klør som den undertiden river med, men det sker som oftest ufrivillig  
  • jeg har truffet Katte i alle Tempramenter, alle Karakterer
  • det var et deiligt Dyr, og saa livlig, saa overstadig lystig
  •    
   
• s 50
•  Det var egentlig om Papegøien, jeg vilde fortælle.
•  Dette var nu Fars Yndling, og som saadan blev den betragtet med al Respekt...
• hvad denne fortreffelige Pige i femogtyve Aar var for vort Hus
• Hun lukkede begge mine Forældres Øyne og var den sidste paa Gaarden
• Marthe havde en Evne til at finde bortkomne Ting, som næsten maatte kaldes overnaturligt, alfald ubegribelig.
• Glemmer ikke, kjere Venner at meget af dette er skrevet for mine Børn, saa lad os da være Børn og glæde os over Papegøien!
• I Toppen af en af vore store Hængebirke saa hun sin kjere, gamle Ven sidde.
• Om den Ensomhed, der dengang herskede i disse Dale og langs den dybe, buktende Elv, kan man nu ikke gjøre sig noe Begreb...
• En uberskribelig Sørgmodighed kunde undertiden der overfalde mig.
• Søndagseftermiddage, naar Vaaren brød op med Sol og Isluft, når den gule Hestehov skjød op i Lerfaldene 
• Birkene dryppede af de Sar, vi tilføiede dem.
• jeg vovede ikke at forstyrre ham, men stod og saa paa ham og hans Billede i Elven.
• Livet er en stor Humorist, og det behager sig ofte i Overraskelser og Kombinationer, som ingen Menneskehjerne kunde finde paa.  
• s 59
•  Da hændte det engang, at jeg gik ind i en Kolonialbutik for at spørge efter en vis Slags Frugt til en Syg 
• Mand i brun Pensylvanskinshue, med Ulveskinspels, sammenholdt at et grønt, korslagt Skjærf.
• Det lyse Haar snoede sig tykt og fast som paa en Væder omkring den beregnende Pande og et bredt, rødt, skegløst Ansigt.
• Jeg var et livligt Barn, der havde meget ondt for at sidde stille
• i Husets udvendige Gjerning; hvor der bryggedes, bagedes osv., var jeg altid med som Tilskuer.
• Skal jeg endelig nævne nogen fremstikkende Tilbøielighed til noget, da var det næst Lesning, en Lidenskab for at spille Komedie...
• spille Komedie, en høist bedrøvelig Lidenskab, der ikke paa nogen Maade fandt Næring, 
• da jeg hverken havde Anledning til at se eller deltage i noget saadant
• Alle forsøg jeg gjorde paa at samle de Muligheder, der vare forhaanden til at sætte noget i Gang, strandede bestandig ynkeligen.
• jeg skrev alle Rollene af og fordelte dem, og stykket skulde opføres i Julen, da Julen kom, vilde dog ingen. . .
• det endte med at jeg, der bogstavelig talt hadde lært alle Rollene, ogsaa maatte give dem alle, og opførte paa den Maade hele Scener solo. . .
• dels for tomme Vægge, dels for et Publicum, bestaaende af Moder og Jomfruen...
• Maatte jeg altid have et saa taknemligt Publicum.
• musikalsk andlagt, raadede hun over næsten alle, kjendte og ukjendte, gamle, og nye Sange, deraf de Bellmandske, dengang saa i Mode. . .
•  Men for at komme tilbage til mine theatralske Tendenser, de nød just ingen Opmuntring
• og da de ikke ganske kunde undertrykkes, søgte de at give sig Luft paa en anden Maade, næmlig i Forklædninger, og alskens fantastiske Optog.
• Snart kom jeg forklædt som Taterske og Spaakvinde, snart som omvankende Sangerske, eller som en gammel, tilspjaaget Jomfru
•   jeg var sjeleglad, naar jeg blot et Minut kunde dupere nogen
• En gang der var et par muntre Damer hos os, lod jeg Pigen melde, at Præsten F. var i Farvandet og ville strakt arrivere.
• Moder havde nettop givet Damerne et lidet Udkast av hans Personlighed, og disse var meget spændte paa hans Ankomst.
• hvor man saa hen, stødte man paa de eventyrligste Figurer. man behøvde ikke at sende Bud efter dem.
• Hvilke Tider! de ligge dog ikke saa meget langt tilbage, og dog vil enhver have ondt for at sætte sig ind i dem. 
• Lidenskaberne, Lasten, Latterligheden traadte dengang ganske ugenert og umaskert op,
• men hvilke Typer udviklede sig ikke af denne naive Lovløshed!
• Det var en stor, præktig Skikkelse, med regelmessige Træk og sorte lynende Øyne, en veritabel "femme de brigand."
• Brændevin var allerede for slapt for hende, og hun forlangte det med alskens Tilsætninger af bittert og skarpt.
• Negtede man hende noget, blev hun frygtelig ufoskammet
• Engang tog Henrik henne for sig og fik hende til at fortælle, dog først efter at han havde opfrisket hennes Livsaander
• en Elexir, som efter hans Forsikring bestod i Spiritus med en tilsætning af Sennep, Perikum og spansk Peber.
• Henrik sendte, hva han havde optegnet, til Maurits Hansen, som også lavede en av sine heldigste Fortællinger deraf.
• Endvidere tvende Damer Bodspredikantinder, der uden videre trængte ind i Værelserne, satte sig paa Sofaen og læste os alle Teksten. 
•  
• I de lange Nætter (udg: 1892)
  
  - illustrere?
  
  
• Ved du hvad det vil sige at være søvnløs?
• men værre er det næsten endnu om Dagen at skulle omgaaes dem, som sove godt om Natten
• Friske folks søvnløshed hører hjemme blandt Chimærerne #fabelvesen   
• det er saa pinefuldt at være nær nogen, der lider af Tandpine, at man kunde ligesaagodt have den selv
• Søvnløshed, denne mørkets igle, der usynlig suger vor livskraft
• Hvem under os af Hjertet en Middagssøvn?
• Der hersker Frimureri mellem søvnløse
• I Alminnelighed ville de kendes paa noget febrilsk i Blikket
• Lod I Middagssøvnen fare, saa fik I nok sove om natten, hedder det
• Til Eder søvnløse kommer jeg nu i den tause Nat
• stiger jeg sakte hen til Eders Leie og sætter mig ved gjerdet
• Saa forteller jeg noget, traurigt og lystigt, hvad der kan falde sig.
• Ak, jeg holder allerede af Eder, som de bedste, de taknemligste Tilhørere, jeg nogensinde har havt.
• Var det virkelig oplevede Ting, saa klagede man over, at det var usandt...
• har jeg da jammerlig brudt mit Hoved med at digte noget op, saa har man beskyldt det for at være sandt, alfor sandt, ja man kjendte hver eneste Person igjen
• s17
• Intet liv er saa fattigt, saa armt paa Begivenheder, at der ikke skulle findes noget, der kunde due til Meddelelse
• I maa tage mig i Haand derpaa: at I ville tilgive mig, at jeg taler i Første Person Singularis
• jeg bliver en Slags Hovedperson i mine egne Oplevelser
• Beskedenhed er en priselig, en skøn, en klædelig Dyd
• Hvad den ene kalder Beskedenhed, synes den anden slet ikke er det
• I ville huske paa, at jeg har levet for lidet i Dalen og formeget paa disse Livets Skagastølstinder
• Hvor Tiden er gaaet!
• Til de sovende nedstiger Morgendrømmen, den lyseste, klareste og lykkeligste av alle Drømme
• s 23
• Masser av Brever og Papirer: Det var maaske værdt at ordne dem og forsøge paa at bringe noget helt ud deraf.
• Naar alle disse spredte Stykker sindrig føies sammen, hvad vil der komme ud deraf?
• Menneskeliv, ikke mærkeligt ved usædvanlige og  spændende Kombinationer af Begivenheder, men ved den Sjelens indre Glød, de fulde Hjerter, der banke deri
• Men, men! hvem skulde læse det! Jo, så ville jeg jo forsægle det...
• jeg mistvivlede altid om at faa udført dette uhyre Arbeide.
• Traaden, der gik gjennem det hele, var engang bleven plutselig afreven ligesom den undersøiske Telegrafstreng, der brast, netop som man drømte den stolteste drøm om at forene tvende Halvkugler.
•  Saa havde jeg længe opgivet det, det gik næsten i Glemme.
• Heldigvis er Livet et Eventyr, ja et Eventyr!
• tilsidst maa man ikke studse eller fortvivle over noget - ikke engang når man har tabt Traaden paa Bunden av Havet.
• En smuk Aften sidder du i Baad paa den blanke Fjord, hvor Fiskene hoppe i Sollyset. 
• Du lar dine Fingre legende glide gjennem de linde, friske grønne Vande, da griber du plutseligt noget, som du tror er en lang svaiende Tangstengel
•  . . . Kjere Venner, det er jo et Eventyr!
• . . . Jeg fandt Traaden, jeg fandt den plutselig, engang som jeg minst drømte derom, og nu skal jeg med Guds Hjælp bringe den over og knytte dem til Evighedens Strand
• Det er af dette storartede Verk, der først skal skrives, at jeg anteciperer enkelte Træk, hvortil jeg havde gjort et Slags Udkast.
• en Livsperiode, da jeg paa en Maade selv blev mig bevidst og begynte at leve
• Billeder fra min Barndom og tidlige Ungdom, som jeg nok uden Fare for Mistydning af den rette Tilhører freidig tør meddele.   
• De ere skrevet for mine Børn og min egen Samvittighed; De bære derfor Sandhedens evige Berettigelse i sig.
• tjene til at kaste et renere Skjær over nogle Karakterer og Forhold, der, hidtil kun seede i Offentlighedens grelle
• Jeg er den næstyngste af fem Søskende. . . Født i Christianssand den 23de Januar - ja Aarstallet vil jeg ikke sige.
• De kunde maaske synes at med den Alder maatte man skrive ganske anderledes sat og fornuftig og aldeles ikke lade Pennen dandse.
• Fra mine Barneaar i Christianssand har jeg endnu de klareste Erindringer
• Man kan tænke sig fjorten dage med fem smaa Børn ombord i en liden Skude.
• Hele Stranden var som oversaaet af den smukke hvidklokkede Saxifraga (+bilde)
• jeg sad midt i denne bølgende Eng i en Tilstand af stille Henrykkelse
• Inde i Hytten var Moder og Pigen beskjæftiget med at lave The og koge Fisk
• Dette blev sagt paa hans egne kategoriske Maade, der ikke fristede til Modsigelse
• Bettina Brebtano (bilde?) havde neppe skrevet sine plantestormende Breve, hadde hun hedt simpelthen Tina.
• Mangen en Tina, Stina havde fortjent et andet Navn, og vil altid føle ligesom noget uharmonisk, en Kløft mellem sig og Navnet
• Min Morfader Henrik Arnoldus Thaulow var en Kunstelsker og Skjønner, han malede selv Dyre- og Krigsscener
• I det hele taget er min Moders Familie af Temparament sangvinsk-kolerisk, erotisk, godmodig og ureflekteret
• Mine Forældre fandt ikke Virkeligheden i sit nye Hjem saa fortryllende, som dere Fantasi havde udmalet sig den.
• Vi holdt af ham, vi beilede til et Smil, et Bifaldstegn, men hans Person indgød os ikke desmindre meget Frykt.
• Ve den, som ikke holdt Bordskik, som enten kom for sent eller i en eller anden Ting stødte an mod Ceremoniellet.
• Barnekammeret laa udenfor Faders Værelser ovenpaa, saa han havde os rigtigt under Opsigt
• I Baggrunden thronede en vældig svært Jupiter i Bronze ligesom en Gud i et Tempel.
• envidere fandtes Krucifix, Timeglas, et Staffeli, Glober, Modeller til Allehaande, Tegneapparater, hans violin  
• altsammen opsat i den uryggeligste, aldrig afstøvede Orden, syntes, ligesom fængslet i en tuindaarig Søvn
• En grøn Papegøie sad ubevægelig paa sin Stang, som om den også var forstenet, eller ventede paa at blive det.
• Det dunkleste blev forstaaeligt, det tørreste interessant og belærende, naar han foredrog det for os, og bagefter sporede vi aldrig Træthed
• vi syntes blot vi havde moret os
• Han kom aldrig hjem fra nogen Reise, uden at han medbragte noget til Husets Forskønnelse og Komfort.
• Mor, og hendes renere, lysere Smag, vidste at ordne disse ofte uensartede Ting og udbrede Harmoni og Hygge over det hele.
• En Gratulationsskrivelse, især hvis vi formaaede at sætte den på Rim, en Tegning eller andet Arbeide gjorde ham meget lykkelig.
• Også Gudstjenesten søgte Fader at give et mere festligt Præg.
• Han arbeidede meget for at rense Sangen og indføre Orden og Stillhed i Kirken.
• Naar Aaret havde været godt og Indhøstningen var end, blev det holdt en Takkefest.
• Kirken var smykket med broget Løv og Blomster
• en Kantate, som han havde komponeret med en uendelig Møie og Taalmodighed instuderet med Bondepigerne og Sognets diverse musikalske Individer.
• Fra et kritisk Standpunkt maatte denne Præstation naturligvis ikke bedømmes, men Tiden var naiv dengang
• Ubeskrivelig var den Ømhed han viste, naar der feilede os noget.
• Han vaagede med os, han kunde sidde utrættelig foran vor Seng og fortælle og synge for os med sin smukke, kraftige Stemme.
• Det selskabelige Talent, han med Rette var bekjendt for fra sine unge Dage i Christianssand, udfoldede sig . . .
• det glimtede endog gjennem hans sidste Aars mørke Melankoli.
• Ingen kunde elskværdigere oplive et Selskab end han.
• Ensomheden, denne langsomme Forgifter 
• thi man vil dog forgjeves tænke paa at undfly Menneskene 
• den hang han havde til at systematisere og theoretisere Alting.
• Det gik som man kunde vente: Det virkelige liv blev ham mere og mere fremmed
• Fænomenerne vilde slet ikke passe i hans Systemer
• Hvor denne Godhed blev misbrugt!
• Hvor han blev bedraget, du milde Gud, hvor han blev bedraget!
• Og han blev altid lige overrasket.
• Med denne sidste Illusion brød hans Kraft sammen, og han sank ikke længe efter i Graven.
• s44
• De Huslærere vi havde, bleve altid omhyggelig valgte blandt de mindst udugelige og mindst ulidelige Subjekter
• Personer, som paa en eller anden Maade vare strandede i Verden, der oppofrede for dette Kald.
• De mest pedantiske af dem gjaldt for at være de bedste og paalideligste, og der laa jo unegtelig en Slags Garanti deri
• Hvis jeg vilde fortælle alle de Scener, som vore Huslærere gave Anledning til, saa fik jeg nok at gøre
• i slige Vidløftigheder tør jeg jo ikke tabe mig
• vi pugede ogsaa diverse Bøger, der egentlig laa for høit for vor spæde Opfatningsevne.
• Saaledes en Bog, betitlet Forstands- og Tankelære, som jeg kan forsikre idemindste paa mig var aldeles spildt
• hvad Resultater den kan have efterladt i mine Brødres stærkere Hjerner kan jeg ikke vide.
• Endnu gyser jeg, naar jeg tænker paa et Verk, som hedte Dolz´s Anstandsregler (bilde?), hvoraf man lærte Høflighed
• Det var en ulykkelig Bog
• mange af de Medmennesker, som man siden støder paa, slet ikke have læst Dolz`s Høflighedsregler.
• Havde man nu ikke selv puget den engang, saa savnede man det maaske mindre.
• Dertil kom, at vi læste den med en Huslærer, der var en levende Illustration til Verket, saafremt pedantisk, stiv, i yderste Maade ceremoniel gammel Skrue kunde være det    
• Hr. Skatmand, hed denne Skat
• Skal jeg ligne Hr. Skatmand ved noget, da maatte det være en Messingildtang
• Ved hele hans Atmosfære var der noget irret, metalaktigt, der virkede besynderligt ubehagelig.
• Man havde aldrig seet ham smile eller le.
• Han vilde blandt andet indføre den Skik, at naar Skolen endte om Dagen, skulde mine Brødre gøre en dybt Skrabud 
•  Han havde udtrykkelig holdt Øye med mig i Speilet, og jeg saa ham blot reise sig i fuld Vrede, inden jeg satte afsted. . .
• 
  
  •  intil jeg med et Skrig styrtede ind i Stuen
  • Vi havde en meget lattermild Husjomfru
  • Naar hun sad til Bords, var hun ogsaa ofte i det pinligste Knibe
  •  Engang havde hun ganske uden at tænke noget derved dannet et Profil af et Stykke Brød
  • Dyrekerlighed var forresten et Hovedtræk i Familien: paa Gaarden vrimlede der af alskens befjedrede og firbenede
  • Mor fodrede hver Dag Henriks Brune fra sit Vindu
  • Katte holdt jeg mest af, jeg havde altid en Kjælekat, der fulgte mig overalt endog ude, når jeg spaserede.
  • Katten er et miskendt dyr
  • Det er sandt, den har klør som den undertiden river med, men det sker som oftest ufrivillig  
  • jeg har truffet Katte i alle Tempramenter, alle Karakterer
  • det var et deiligt Dyr, og saa livlig, saa overstadig lystig
  •    
   
• s 50
•  Det var egentlig om Papegøien, jeg vilde fortælle.
•  Dette var nu Fars Yndling, og som saadan blev den betragtet med al Respekt...
• hvad denne fortreffelige Pige i femogtyve Aar var for vort Hus
• Hun lukkede begge mine Forældres Øyne og var den sidste paa Gaarden
• Marthe havde en Evne til at finde bortkomne Ting, som næsten maatte kaldes overnaturligt, alfald ubegribelig.
• Glemmer ikke, kjere Venner at meget af dette er skrevet for mine Børn, saa lad os da være Børn og glæde os over Papegøien!
• I Toppen af en af vore store Hængebirke saa hun sin kjere, gamle Ven sidde.
• Om den Ensomhed, der dengang herskede i disse Dale og langs den dybe, buktende Elv, kan man nu ikke gjøre sig noe Begreb...
• En uberskribelig Sørgmodighed kunde undertiden der overfalde mig.
• Søndagseftermiddage, naar Vaaren brød op med Sol og Isluft, når den gule Hestehov skjød op i Lerfaldene 
• Birkene dryppede af de Sar, vi tilføiede dem.
• jeg vovede ikke at forstyrre ham, men stod og saa paa ham og hans Billede i Elven.
• Livet er en stor Humorist, og det behager sig ofte i Overraskelser og Kombinationer, som ingen Menneskehjerne kunde finde paa.  
• s 59
•  Da hændte det engang, at jeg gik ind i en Kolonialbutik for at spørge efter en vis Slags Frugt til en Syg 
• Mand i brun Pensylvanskinshue, med Ulveskinspels, sammenholdt at et grønt, korslagt Skjærf.
• Det lyse Haar snoede sig tykt og fast som paa en Væder omkring den beregnende Pande og et bredt, rødt, skegløst Ansigt.
• Jeg var et livligt Barn, der havde meget ondt for at sidde stille
• i Husets udvendige Gjerning; hvor der bryggedes, bagedes osv., var jeg altid med som Tilskuer.
• Skal jeg endelig nævne nogen fremstikkende Tilbøielighed til noget, da var det næst Lesning, en Lidenskab for at spille Komedie...
• spille Komedie, en høist bedrøvelig Lidenskab, der ikke paa nogen Maade fandt Næring, 
• da jeg hverken havde Anledning til at se eller deltage i noget saadant
• Alle forsøg jeg gjorde paa at samle de Muligheder, der vare forhaanden til at sætte noget i Gang, strandede bestandig ynkeligen.
• jeg skrev alle Rollene af og fordelte dem, og stykket skulde opføres i Julen, da Julen kom, vilde dog ingen. . .
• det endte med at jeg, der bogstavelig talt hadde lært alle Rollene, ogsaa maatte give dem alle, og opførte paa den Maade hele Scener solo. . .
• dels for tomme Vægge, dels for et Publicum, bestaaende af Moder og Jomfruen...
• Maatte jeg altid have et saa taknemligt Publicum.
• musikalsk andlagt, raadede hun over næsten alle, kjendte og ukjendte, gamle, og nye Sange, deraf de Bellmandske, dengang saa i Mode. . .
•  Men for at komme tilbage til mine theatralske Tendenser, de nød just ingen Opmuntring
• og da de ikke ganske kunde undertrykkes, søgte de at give sig Luft paa en anden Maade, næmlig i Forklædninger, og alskens fantastiske Optog.
• Snart kom jeg forklædt som Taterske og Spaakvinde, snart som omvankende Sangerske, eller som en gammel, tilspjaaget Jomfru
•   jeg var sjeleglad, naar jeg blot et Minut kunde dupere nogen
• En gang der var et par muntre Damer hos os, lod jeg Pigen melde, at Præsten F. var i Farvandet og ville strakt arrivere.
• Moder havde nettop givet Damerne et lidet Udkast av hans Personlighed, og disse var meget spændte paa hans Ankomst.
• hvor man saa hen, stødte man paa de eventyrligste Figurer. man behøvde ikke at sende Bud efter dem.
• Hvilke Tider! de ligge dog ikke saa meget langt tilbage, og dog vil enhver have ondt for at sætte sig ind i dem. 
• Lidenskaberne, Lasten, Latterligheden traadte dengang ganske ugenert og umaskert op,
• men hvilke Typer udviklede sig ikke af denne naive Lovløshed!
• Det var en stor, præktig Skikkelse, med regelmessige Træk og sorte lynende Øyne, en veritabel "femme de brigand."
• Brændevin var allerede for slapt for hende, og hun forlangte det med alskens Tilsætninger af bittert og skarpt.
• Negtede man hende noget, blev hun frygtelig ufoskammet
• Engang tog Henrik henne for sig og fik hende til at fortælle, dog først efter at han havde opfrisket hennes Livsaander
• en Elexir, som efter hans Forsikring bestod i Spiritus med en tilsætning af Sennep, Perikum og spansk Peber.
• Henrik sendte, hva han havde optegnet, til Maurits Hansen, som også lavede en av sine heldigste Fortællinger deraf.
• Endvidere tvende Damer Bodspredikantinder, der uden videre trængte ind i Værelserne, satte sig paa Sofaen og læste os alle Teksten. 
• Ak hvor Menneskeheden ligner sig overalt ! Enten scenen ligger i Roma eller paa Romerike, de samme Lidenskaber
  
• Aarene gled saaledes umerkelig hen midt i det stille afsondrede Liv, vi førte.
• Vi havde saa godt som ingen Berørelse med Christiania dengang.
• den fredelige Tilværelse ude og en utrættelig Tumlen ude, hvortil det smukke, men meget farlige Terræn fristede os.
• Heldigvis havde ingen af vore Forældre noget af den utidige Ængstelse, hvoraf nogle Mødre især ere ligesom besatte.
• Det var Braastyrtninger og Jordfald og Damme og Elve, dybe lumske Elve paa alle Kanter
• Et Under, et tydelig Guds Fingerpeg, at vi slap lykkelig gjennem disse Aar uden Tab paa Liv og Lemmer.
• Vi vare vel tyve Gange nær ved at drukne og ligesaa mange Gange ved at blive lemlæstede.
• Den Dristighed og Sikkerhed, vi opnaaede i at haandtere det farlige forekommer mig selv nu fabelaktig
• Vi balancerede over Rækverket paa Broerne; vi hoppede gjennem et helt Stokverk ned paa en Bundt Hø
• man bliver adræt og haardfør derved, det lærer os at bære Smerten
• jeg kom hjem med en kløvet Tinding og et lukket Øie, og i denne Tilstand satte jeg mig meget rolig hen til Lisbeths Rok og spandt.
• nu frykter jeg den mindste Smerte
• Masten, der brak af som en Pibestilk, reddede os og lettede Baaden, da vi allerede laa i Vandet.
• Hvor ofte vi have plumpet i Andelven, denne dybe, stille, lumske Elv
• Moro var dog at ro ud netop saa langt, at vi ungik Lilien, hvor Strømmen tager Baaden og fører den ned mod Fossen
• Moder hedte Alette Dorothea og var den næstyngste af min Bedstefaders tretten Børn. 
• Hun havde været Christianssands Skjønhed i Byens Velmagstid, det vil da sige under og efter Krigen
• en Dannelse og Selskabelighed, der af alle skildres som usedvanlig.
• ale rige og ansete Huse, hvori Damerne vare Skjønheder og Herrene noget tilsvarende, maaske uimostaaelige. 
• Jeg tror virkelig, at Menneskene vare gladere og i det hele lykkeligere i den Tid.
• De bare ogsaa Lidelsen lettere og gladere, og de  d ø d e  gladere, maaske fordi de havde levet mere fornøyet
• Fra al denne Herlighed og den huslige Lykke mine Forældre nødte, trods de tarveligste Kaar, blev hun plutselig bortrykket og hensat i Eidsvolds dybe Naturensomhed
• Far behandlede hende med en vis Øm Overbærelse, bladet med et Anstrøg af gammeldags Courtoisie; han tog altid Parti med hende.
• Det var umuligt at følge hendes Fingres Bevægelser, naar hun syede eller strikkede.
• i hendes Nærhed var der altid godt at være. 
• Hun havde Sans for Komfort, og hun var selv blid og behagelig
• Natur og kunst, især de bildende Kunster og Theatret, elskede hun, vel kritikløst og ureflekteret, men dog med saa megen Inderlighed!
• Hvor hun kunde straale af Glæde over en smuk Udsikt, et smukt Ansigt ! og her havde hun riktige Instinkter.
• Mor selv var saa smuk. Hendes hele Organisasjon var mageløs kraftig og dog fin og elastisk. 
• Hun var let som en Fugl i Bevægelser og Gang og havde ædle, nesten kongelige Træk.
• hendes Øine havde dette sjeldne Snit, som man beundrer hos Gazellen, hvælvet opad, men paa engang fyrigt og fromt Blik.
• Mors kjereste Aandsadspredelse var at læse ; hun læste især Romaner i uhyre Kvantiteter.
• Merkværdig nok behagede de gode og ofte dybsindige hende ligesaa meget som de ikke-gode.
• tvende Hovedpunkter: Døtre bør giftes, og enhver brav Mand, der kan forsørge dem, er god og passende
• Enhver vil have forstaaet, hvor hun aldeles hun manglede Even til Indtrige
• Min Søster blev gift, da hun var nitten Aar (...) det var desværre uundgaaeligt, at jeg kom til at gjøre Mor Sorg i dette stykke 
• sønderslagne Thekopper
• Vore Begreber om smaat og stort kunde paa denne Maade blevet temmelig indviklede.
• Nedenunder, næsten i blaalig Fjernhed, strakte Hurdalens uhyre Skovsletter med dens mange blinkende Tjern.
• Vi havde drukker Vin og spist. Der gik et Glas itu. (...) vi kastede et i Dybet som et Sonoffer, saa et til; 
• tilsidst greb en sand dæmonisk Ødeleggelseslyst os, og Tallerkner og Flasker og Glas gik under en almindelig Jubel ud over Fjeldet
• Men nu slaar jeg næsten aldrig noget itu
• Se Livets bedste Lyst i Huslighed og Thevand (s 154)
• s  75
• Hun død, sok enhver god, elskende Hustru kunde ønske at dø, i Opfyldelsen af sit Kald.
• Det var en strålende klar, varm Sommermorgen. Vi var alle som bedøvede.
• For faa timer siden havde hun havt sin lille halvtaarsgamle Dattersøn paa Senger og kjertegnet ham !
• Jeg stod i det aabne Vindu i hendes Værelse, hvorfra man havde baaret hende bort, og stirrede ud på denne Udsikt
• Først den Dag hun blev begravet, fik jeg rigtig græde, og jeg syntes, jeg maatte græde mine Øine ud.
• Jeg gjemte mig i den fjerneste Vraa nede i Dalen, jeg holdt Hænderne knuget for Ørene for ikke at høre Klokkerne.
• Ak, hun var saa lys en Sjel! hvor hun kunde le!
• Alt hvad der var mørkt og mystisk hadede hun. Saadan havde hun en sand rebellisk Afsky for Kiste, Grave og Kirkegaarde
• at bivaane en Begravelse med ret mange Cermonier var en af hans største Nydelser
• Ak, jeg troede det var umuligt, at et menneske kunde græde saa ustandselig, sim jeg græd den Dag, da Moder blev begravet
• Jeg kan ikke tilgive hende, at hun efter Gemalens Død tuskede disse herlige gamle Sager bort med nogle stygge Mahognimøbler.
• Han led af enkelte Udbrud af Sindsforvirring, der kom, naar det blev varmt i Veiret, 
• eller rettere, han led slet ikke under dem, thi da blev han egentlig rigtig fornøiet. 

• s. 81
•  Hvilke hjertelige, sandt humane Mennesker! Hvor meget Moro og Munterhed, som dog holdtes i Ave af en Rest af det gamle fornemme Ceremoniel.
• Saadanne Huse, og jeg kan gjerne sige saadanne Mennesker, existere nu ikke mere.
• Det var sande Pragtstykker, disse Speil; bag paa det ene af dem stod Venedig 1601, altsaa det Aar, Maria af Medicis blev formælet med Henrik den fjerde.
• Og hører nu, kjere Venner, hvordan det gik mig paa min Rokoko-Excursion.
• Om den end ikke er meget merkelig,vil den kunde levere et nyt og ganske originalt Bidrag til den Sandhed, at man ikke maa fæste sit Hjerte til noget her i Verden, ikke engang til gamle Møbler. 
• Jeg overlader til enhver at tænke sig alle de Udraab, jeg udstødte i mit Indre