Camilla Collett - Citater

• Vi drikke Kaffe, og medens vi drikke Kaffe tænke vi ikke vi ikke paa vor Gigt og vore Mavetilfælder ; vi bagtale ikke mere og ærgre os ikke over Veiret.
• (s 84) 
• Jeg overlader til enhver at tænke sig alle de Udraab, jeg udstødte i mit indre. Ligeoverfor Manden kunde det rigtignok lidet nytte. 
• Det var en dryppende, sterkduftende, men lys Sommeraften, saa jeg besluttede at holde ud og tage indom Østvold, om det end blev sent. 
• en liden hvidhaaret Fyr, (...) hvis Tykkelse syntes mig langt overskred Grænserne for, hvad man rimelig kan fordre af et Par Kjæver
• Fra hine Aar, da jeg netop stod paa Grænsen af Barnealderen, ser jeg nu et Billede stige op, som jeg ikke mere kan bortvise.
• I en Alder af fjorten Aar blev jeg sendt ned til Christiansfeldt, hvor jeg skulle forblive intil jeg havde fyldt mit Sekstende.
• meninger er jo ikke at man skal indvies til at gaa i Kloster, men til at færdes i Verden bagefter.
• Jeg har vokset op som et Pileskudd paa Marken, jeg kjendte kun Verden af Bøger
• Jeg var dertil et godmodigt, grundskikkeligt, veloppdragent Barn, ubetydelig af Skikkelse, formløs i al min Væren
• af mit eget Væsens Hemmelighed forstod jeg dengang omtrent saa meget, som jeg den Dag idag forstaar Mathematik.
• Om man hadde forsikret mig, at jeg var dum, ubetydelig, forkjert, utaalelig, saa havde jeg fundet det ligesaa troværdigt, som om nogen havde gjort sig Umage for at inbilde mig det modsatte.
• Min Dømmekraft var som sagt Nul; desto rigere var jeg paa Idealer.
• Med denne ulykkelige Kombination af Egenskaber faldt jeg plutselig ned i en Kreds av to, tolv jevnaldrende Børn, alle mer eller mindre selvbevisste, mere rutinerede end jeg. 
• Det regelmæssige tvangsfulde Liv, den nøgne Tarvelighed, Institutkosten vilde dertil lidet smage et Barn, der var oppvokst i Frihed og en vis daglig Overflødighed.
• Jeg følte mig meget ulykkelig. Mest voldte dog Forholdet til de andre Børn mig Lidelse.
• Der var Børn fra alle Zoner, fra Europa, Vestindien, Surinam.
• I spidsen for den lille Republik - thi Børnenes indbyrdes Stilling til hverandre avgav igjen er egen Stat i Staten - stod tvende smaa Københavnerinder, der vare uadskillelige Veninder. 
• Med det beskedneste, mildeste Despoti af Verden herskede de ikke mindre uindskrænket.
• Enhver rettede sig ubetinget efter dem, ingen vovede at modsige dem, paa dem kom det an, om en Lærerinde eller ny Elev skulde likes eller ikke likes, om Ølsuppe var en velsmagende Ret eller ikke.  
• Der var Børn fra alle Zoner, fra Europa, Vestindien, Surinam.
• thi Børnenes indbyrdes Stilling til hverandre afgav igjen en egen Stat i Staten - stod tvende smaa Kjøbenhavnerinder
• Med det beskedneste, mildeste Despoti af Verden herskede de ikke desmindre uindskrænket.
• ingen vovede at modsige dem, 
• paa dem kom det an, om en Lærerinde eller en ny Elev skulde likes eller ikke likes, om Ølsuppe var en velsmagende Ret eller ikke
• De vare nemlig ogsaa ens klædte, i hvide lange Kardinalskraver og røde Halsbaand, maaske som tegn paa deres Myndighed.
• Hvori denne Myndighed, denne Magt over de andre Børn egentlig stak, ja det har jeg siden spurgt mig selv om !
• Vare de merkelige, vare de udmerket eller eiendommelig begavede? Ingenlunde.
• Det var den evige, aldrig løste Gaade af M i d d e l m a a d i g h e d e n s  O v e r l e g e n h e d 
• Maaske er denne Overlegnehed ingen anden enn Bregnernes ; de trives og kneise i Forhold til deres Mængde og den sikre brede Plads, de intage
• Kunde Bregnerne tale, vilde de ytre sig meget haanlig om enhver uensartet Vekst, der var saa ulykkelig at gro i deres Nærhed
• men flyt engang Bregnen ind i en Jordbund, hvor ædlere Vekster høre hjemme og elskes, saa skulle vi se, hvad der bliver af Bregnen. 
• enhver af dem førte dog allerede Kvindenaturens sterkt udprægede, karakteristiskmangfoldige Eiendommelighed omkring sin lille Person. 
• Ikke til nogen af dem følte jeg mig sterkt tiltrukket.
• kan jeg kun bemerke, at hun var, selv i denne mest uheldige Aldre, det skjønneste, man kunde se for sine Øyne