(Skrev Camilla dansk? - om doble vokaler, leniserte plosiver og norvagismer i Collets skrifter)
- min Veninde og mig. Vi vare som et par unge Kampfæller, der brændte efter at lægge sit Mod for Dagen i en ordentlig Bedrift.
- Og Venner! jeg tror, det var mine første ordentlige Bedrift i Verden, og skulde i den Art ogsaa blive den sidste.
- der laa et Skjær af Mathed over hende, ligesom en Rose, der en Nat er falden af Glasset : den er ikke til at sætte blandt de friske, man nenner ikke at kaste den bort heller. (bilde)
- Hvor mange saadanne Kvindeskikkelser ser man ikke, allerede umerkelig falmede, inden Livets Støv og Hede har berørt dem?
- Den saa længe savnede Familiehygge gjorde saa godt . . bare de grønne Vægge vare saa velgjørende
- Og der var Bøger, Bøger ! Jeg maatte knæle ned for at finde dem frem af det lille Sofaskab
- Til Middag fik vi Frugtsuppe og Lammesteg.
- Og han rullede op et Stykke Himmel efter det andet for vore undrede Blikke . .
- O, jeg ser hende endnu, naar hun kom flyvende hjemme fra, i sin blaa Casavaika, kanted med Skind, en liden Polsk Hue paa Hovedet . .
- (O, jag ser henne ännu när hon kom flygande hemifrån i sin blå casavaika, kantad med skinn, en liten polsk mössa på hufvudet,)
- synlig hjertebankende ved Tanken om at komme et Minut for sent, og dog saa straalende, saa kjerlig ved at gense os!
- Om min Sorg vil jeg ikke tale, Sproget har intet Udtrykk for noget saa heftigt som Sorgen i den Alder.
- Det var første, Gang Døden traadte mig nær.
- . . i sin Art fuldkomne Mennesker, at den blotte Erindring om dem er en Lægedom, naar man mangen Gang maa mistvivle Menneskeheden
- Menneskesjelen er en Kloak af lutter Synd og Urenhed.
- Deres Gang gjennem Verden er som Bækkens, der har den smudsige Jord til leie, men strømmer sig klarere og renere.
- . . du - du, hvis Navn jeg vilde nævne, naar jeg kunde det, men ved Hjertet kan man ikke røre, det skal have sin Tid til at læges.
- Ved hin unge, elskværdige Piges Død og min Udgang fra Insitutet i Christiansfeldt sluttede Barndomsaarene.
- Om nogle ved jeg intet, flere ere døde tidlig, et Par af de bedste af dem efter ulykkelige Ægteskaber.
- Han gav mig ganske alvorlige Lekser op og gjennemgik dem i lange Drøftelser og Samtaler.
- Det var lykkelige Dage, jeg levede denne Sommer, naar jeg gik op og ned Aleen og læste paa mine Opgaver.
- Verden laa saa lys og klar for mig som Himmelen bag Træerne, og jeg syntes, det var ingen Sag at forblive god i den.
- s 137
- Men Venner! mine Fortællinger er ingen Selvbiografi, naar man dermed mener en fra Menneskets Inderste udspunden og sammenholdt Kjede af Oplevelser og Begivenheder.
- Jeg har valgt den biografiske Form som en bekvemmere Baggrund for endel Personer og Tilstande, jeg gjerne vilde give den størst mulige Sandhedens og Livets Relief, og jeg har i det mindste ønsket kun at fremtrede saa meget, at jeg kunde konstatere mig som lyslevende, forstandigt og paalideligt Vidne.
- Har der knyttet sig noget fortællelsesværdigt ogsaa til min Person, nu, saa har jeg ogsaa fortalt det.
- Medens jeg paa Grund heraf hos en Del af mine Tilhørere maaske vil paadrage mig Beskyldninger for at have talt for meget om mig selv, vil en anden Del kunne anke det modsatte ; de ville føle, hvad der ikke er talt om, hvad der inderligst udgjør og angaar et Menneske, saadanne Bekjendelser, der helst vise sig paa Scenen, naar "Stykket er ude", og da er det igjen et Spørgsmaal, om det kunde bære sig selv.
Camilla Collett om Oscar Wergeland:
Alle mine Søskende vare dragne ud paa en nær. Men denne ene var nok til at beskjeftige os alle og fylde os med denne ubestemte Bæven og Forventning, hvormed man plutselig opdager, at man huser det kolossale og usedvanelige i sin Midte.
s 138
s 138
- Henrik var optraadt som Forfatter. Han sprang over de sedvanlige Indledninger og udkastede med saa fulde Hænder sin Musas Gaver, at man ikke fik Tid til atbesinde sig, hvad alt dette var for noget.
- Platheden, den trivielle Korrekthed afskyede han (Henrik Wergeland); der maatte Begavelse til
- Paa Ballerne tog han altid de uheldigste Damer op, og mangen en, som ellers ikke fik danse, førte han i Vinden.
- Denne hans Smag for det bizarre, det originale, kunde falde byrdefuld nok for dem, der ikke delte den
s 144
- M. manglede maaske blot en eneste Egenskab, og det var Kritik, Selvkritik dette Ironiens Saltkorn.
- Saa gik Natten, som ingen Nat er, men kun en gylden Dæmring, hvori Aften og Morgen mødes i et eneste langt Velkomst- og Afskedskys. (sommernatt)
- Eller vi roede op ad Mjøsen paa disse gode, gamle, bredbundede Dølebaade, der maaske nu ikke existere (...)
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar